Memento In Exile

Jeg havde tilsluttet mig en dommedagskult og skulle være død sammen med resten af jordens måbende befolkning.De havde lovet mig et skønt fredeligt sted men detaljerne afslørede illusionen. Det er to uger siden jeg skulle være blevet hentet af et rumskib fra Rashomon Gamma systemet og her sidder jeg og glor ind i skærmen. Hvilken genfødsel.

Så var der også lige mødet med Face Book der tog noget af min kostbare tid. Jeg synes det er attraktivt at Face Book har rettighederne til mine billeder,tænk hvis et billede af mig blev solgt til en Tena-reklame,det ville være cool. Jeg fik konstateret at jeg bor i en større provinsby end jeg regnede med. Her er man venner med alle. Jeg blev tilføjet af kiosk pigen som jeg aldrig har talt med og af Henrik som jeg ikke har set siden han for 11 år siden tævede mig for “sjov”. Heldigvis mødte jeg gamle bekendte fra mit ophold på-the La Mesa State Penitentiary,Tijuana,hvilket også var grunden til at jeg oprettede mig på Face Book. Så foruden alle idioterne og ekskæresterne der dukkede op,kom der også lidt sjov ud af det.

Så var der forresten også mit studie i,om hvorvidt saften fra honningmelon,kan stabilisere nano-futuristiske beta-bølger fra lavfrekvens lokalradio og ikke mindst mit øko-projekt som handler om at lave bomuld og billig rom om til rom-uld,som så bliver til garn man bliver beruset af at strikke med.

Det var ikke inspiration til “Robinson Crusoe” de fandt i 1709,det var Fru.Morosini. En fordrukken kvinde i en ligegyldig alder,for gammel til -Sex and the city- og for ung til -Herskab og tjenestefolk-. Hun havde forsøgt at finde lykken på det store hav velvidende om,at hendes hjemmedesignede siv-kurv af en båd ikke kunne holde til ret meget. Nu var hendes rejse endt med en smag af saltvand i munden og her sad hun nu på en lille ø,og ventede på at blive fundet.

Fru.Morisini blev fundet,og hun blev også en meget gammel kone. Efter 283 dage kom et fragtskib fra Holland tilfældigt forbi og reddede den magre og lettere sindsyge skibbrudne . Hendes mentale tilstand var åbenbart ingen problem for skibets kaptajn,for i den nærmeste havn blev de viet af en Guvenør fra Kenya på gennemrejse,og fik løbende i deres liv 13 uopdragne møgunger,som senere i deres liv valgte at blive røvere,som i mange år plyndrede 100 meter strand et sted i Rumænien.

Idag har jeg været til samtale i børnehaven.Det er der ikke noget specielt i,det er en samtale alle forældre får tilbudt efter barnets første par måneder.Alligevel stod jeg sammen med min datters mor og tyrede en håndfuld smøger før vi gik ind. Vi var ikke nervøse omkring vores datters opførsel,hun er en god pige.Det var mere hvordan hun passer ind i børnehavemiljøet og trives med de andre børn og så selvfølgelig sutten,vi stod og talte lidt om. Det evige problem med sutten,som jeg har valgt ikke er et problem.Hun smider den vel når de andre børn begynder at grine af hende,det er vel sådan det fungerer når man færdes i grupper.

En anden ting er at min datter er en meget synlig aktør i hendes eget liv. Hun har for det meste 60% at skulle sige når der skal tages en beslutning.Mange vil nok kalde det forkælelse,jeg selv mener dog det hedder demokrati i børnehøjde.Af og til går det måske over grænsen,som den dag hun fik lov til at leje -Saw 4. Efter filmen var slut talte hun om arme og ben der blev revet af kroppe og om grimme knive. Da hun vågnede dagen efter begyndte hun igen tale om filmen og havde tilføjet knivbevægelser til fortællingen.Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle sende hende hen i børnehaven og indkassere en anmeldelse til fra de Sociale myndigheder eller holde en -barnets første sygedag.Jeg valgte selvfølgelig at sende hende afsted og sagde,at hun skulle sige hun havde sovet hos mor.

Samtalen i dag forløb fint.De siger hun trives fint og ikke slår de andre børn. Får hun selv en på hovedet står hun koldt og nedstirrer de andre til de besvimer eller løber væk med ild i deres hoveder. Det har hun fra mig.Det kaldes Superkræfter.

Jeg kender en som har et så underligt efternavn,at man ikke ville ligge mærke til hvis hun hed rhinestonewhitetrash eller popoyayamuffinhead til fornavn.Det er sandt. Selv pippis fulde navn,Pippilotta Viktualia Rullgardina Krusmynta Patton Efraimsdotter Langstrømpe,er vand ved siden af.Det er cool.

Navne er generelt latterlige og intetsigende.Hedder man Jens Jensen kunne man ligeså godt hedde 1111122222 eller Bølgepap Bølgepapsen,det rummer samme mængde personlighed. Jeg er personligt glad for at jeg indeholder 13,5% indianerblod.Det gør at mit navn adskiller sig fra Hr.1111122222 og Fru.Bølgepapsen.Foruden Patton og syv andre navne er den indianske del - Black Sun Angry Bloodfeather Dinesen Coyote Wolf Fox Snake Bear Eagle,som jeg dog sjældent bruger.Det samme gælder mit klingon navn,Patokratszzzk-grazatooozz-ton,som jeg endnu kun har brugt i få krisesituationer.

Navne er af og til med til at fortælle en persons sociale placering i samfundet. Derfor har man også været i stand til at udregne,at der i år 2013 sidder 15 elever i hver specialklasse,der bærer navnet Noa og som har en lillesøster der hedder Victoria.Jeg er ikke ude på at genere nogen da man sjældent har navngivet sig selv,men mine oplysninger stammer fra fortrolige dokumenter,udsendt af Navneinstituttet,som jeg har valgt at dele.Der ligger også arkiver fra børn som har hestenavne,Wendy,Polly,Bianca og Siska dukker konstant op,det er rystende læsning.

Så er der selvfølgelige øgenavne og nicknames.Ofte er de ikke særlige heldige. Et af mere uheldige er -fede svin-.Det er sjældent et man bærer med stolthed og man har sjældent deltaget i udvælgelsen af det. Jeg postede engang et billede af en mand,som havde -MR.COOL ICE- tatoveret på ryggen,et typisk eksempel på et selvvalgt nick.

Forleden kom en tidligere afrikansk kollega,som hedder George cyklende.På tidspunktet hvor han susede forbi mig råbte jeg -Hello Curious George-for at hilse på ham. Lidt senere kom jeg til at tænke på,at jeg faktisk havde kaldt ham for en lille fræk abe,hvilket bestemt ikke var hensigten.

Anyway.Hvad man end hedder så sker det at man er en Brian.

Min liste over idioter der er i besiddelse af mit mobil nummer er blevet udvidet.Endnu en der spilder sin tid og sit liv,min tid og mit liv med,at sende mig vitser over sms. Hvad får mennesker ud af at sende 25 år gamle vittighder over sms og hvorfor fortsætter de når jeg aldrig har retuneret et -den var vel nok vældig sjov-.

Den ene af afsenderne er en kollega,som jeg ringede til en dag jeg havde problemer med alarmen på arbejdet. Siden den dag er jeg havnet på hans sms-joke liste og bliver jævnligt generet af utrolig dårlige jokes,som for det meste fylder alt for mange sms`er. Vitserne afsluttes ofte af -hi,hi,hi- hvilket er skræmmende da det er en fyr der sender disse beskeder.

Den anden afsender er en kammerats kæreste,som hver fredag slutter ugen af med at sende mig en fyraftens vits.Først troede jeg hun var lun på mig og måske ville indlede en affære,men efter jeg til fest lagde min hånd på hendes lår og modtog et dræbende blik,har jeg fundet ud af at dette ikke var hendes motiv.

Anyway,vitserne som jeg betragter som spam slipper jeg nok ikke for.Jeg kan trøste mig med,at folk ikke ringer op og fortæller mig dem.Det ville nemlig kræve en eller anden form for reaktion.

Der var for omkring 326 år siden en fattig bonde fra Italien,som hed Per. Per var gift med Mercedes og sammen havde de tre grimme børn. For at tjene til føden drev de et lille kemisk landbrug,som Per havde overtaget efter sin Far. Per var uddannet automekaniker,men dem var der ikke meget brug for dengang,så Per var gået i sin fars fodspor og var blevet en dygtig bonde.Mercedes havde ikke nogen uddannelse,hun var som så mange andre kvinder,dengang,kun i stand til at føde grimme børn og gøre rent. På gården boede også Mercedes mor der foruden,at passe børn også var spåkone. Folk kom rejsende fra hele regionen for at høre den gamle kloge dame spå deres fremtid,hvilket hun kunne gøre ved,at smage på deres spyt. Alle på gården var lykkelige og solen skinnede næsten hver dag.

Indtil den almægtige Gud tog sig en lur og lykken vendte den anden kind til.

Det hele startede med,at Mercedes mor underligt nok døde af en slem infektion i svælget.Familien tog det hårdt og de manglende indtægter fra spådommene kunne mærkes.Kort efter blev familien igen ramt af en tragedie da Per fik sit hovede knust af en bjælke,under opførelsen af en ny lade. Den uheldige bonde overlevede uheldet men var blevet lam i hele kroppen. Per kunne ikke længere arbejde på gården men var så heldig at få et arbejde på byens rådhus,som dørstop. Mercedes kunne ikke selv klare de daglige pligter på gården og børnene var for små og svage. Derfor blev de sendt ind til nærmeste by for at stjæle fra de riges skraldespande.På et af deres skralderov blev de overrasket af en vagt og flygtede i høj fart. Desværre løb de ud foran en hestevogn og blev næsten dræbt på stedet.
Nu skulle man tro at bondekonen blev glad da hun nu havde tre munde mindre at mætte,men erstatningskravet far kusken og ejeren var så stort,at hun måtte sælge hendes gård og flytte ind i skoven.

Hvad der siden skete med Mercedes er der ikke rigtig nogen der ved. Rygter siger at hun flyttede til Paris hvor hun opfandt et af verdens første krøllejern.Andre siger at hun spøger i skovene nær Gardasøen.

Noget af det værste ved Danmark er alle de små øer. Øboer er primitive mennesker som boer i små bygder der venter på at blive opdaget af den civilicerede verden.Øboer ser sig selv som undertrykte primater der er statens slaver.De har det med at true med løsrivelse og oprør. Livø var besat af Nørgaard og Kirkeby til politiet nedkæmpede oprøret.Nyord var tilflugststed for terrorristen Svend Gjønge.Alle øer har et behov for at udskille sig fra resten af riget. De finder på særheder de tror der gør dem specielle.Grønland skulle have deres eget flag.Bornholm havde deres egne penge i fire dage. Femø ville udstede deres egne frimærker.Alle øer har en jazzfestival og deres eget ølmærke.Dette var blot få sandheder om øer og deres beboere.

Jeg stod til aften og skød efter vejbelysningen med mit oversavede jagtgevær,da det pludselig undrede mig hvorfor ingen havde klaget. Så så jeg mig omkring og kunne se folk sidde og glo ind i deres grimme fjernsyn. Jeg hastede ind i en af mine stuer og tændte for tv`et.Der måtte da mindst være udbrudt verdenskrig eller noget andet spændende. Da jeg zappede til DR så jeg årsagen til den totale stilhed. En kvinde ved navn Laura stod og skrålede noget jeg ville skrue væk fra hvis jeg hørte det i radioen.Normalt kritiserer jeg ikke folks udseende,så hvorfor begynde.

For at slippe for mere smerte skiftede jeg hurtigt over på den næste kanal,som desværre var Tv2. På skærmen kunne jeg se kendis idioter feje hen over isen for bagefter,at blive bedømt af en type mennesker jeg troede var uddøde. For at se hvad Tv2`s kreative hjerner nu havde fundet på,skiftede jeg over på txt-tv for at se programmet. Da mit blik kørte ned af skærmen så jeg noget foruroligende under nyhederne. Uvist hvorfor kræftsyg kvinde døde side 142,stod der. Bagefter slukkede jeg tv`et og skrev dette indlæg.

For første gang i mit liv har jeg bemærket at det er Påske. Jeg tager det som et tegn på at jeg er ved at ældes og har allerede gjort mig den tanke,at sætte lys i vinduet på danmarks befrielsesdag og eventuelt købe en skridttæller eller en modeljernbane,måske begynde at spille bridge. Påsken er ret gul.Derfor sidder jeg afventende og håber på den snart er overstået.Gul er en grim farve.Farver er grimme.

Anyway. Jeg har brugt tiden på at høre gamle Black metal udgivelser og læst dødsannoncer.Det er den ultimative form for afslapning,enhver Zen-mester ville blive misundelig over den kontakt jeg får til universet. Da jeg hørte Darkthrone blev jeg mindet om mine egne musikalske eventyr,som aldrig blev til andet end noget der mindede om eksperimentalteater, hvor instrumenterne var statister. Jeg husker Norge i midten af halvfemserne hvor vi skulle spille foran ca 200 betalende publikummer,hvilket var meget stort for os.Derfor besluttede vi os for at drikke os blinde i hjemmebrænd med chance for at ødelægge oplevelsen. Vores guitarist kom på scenen med et skateboard tapet til fødderne,sangeren Henning som selv var fra Norge var så pinlig over os,at han havde en pose over hovedet,uden lufthuller elller huller til øjnene. Jeg selv havde fået sat tøjklemmer i alt mit hår så jeg lignede George Clinton i modvind.Vi var skræmmende og meget påvirkede.

Jeg er ikke sikker på hvor meget vi leverede,men jeg tror vi fik spillet tre numre før strømmen blev afbrudt.Det var vores sidste medley. Heldigvis var vi det første band som skulle spille ud af tre,så lynch-stemningen blev hurtigt afbrudt da et Nirvarna plagiat satte gang i festen.
Jeg tror nok vi blev smidt ud af Norge,selv nordmanden. Jeg har dog været der siden,hvor jeg slap ind i landet efter en skudveksling med norsk grænsepoliti.

Siden er det kun blevet til jam sessions med folk fra Joshua Tree lejren. Når de optrådte var det et virvar på scenen. Der gik ofte folk til og fra scenen,nogen af dem roadies,som var mere i vejen end med på vejen.De var aldrig blevet ansat,de var blot fulgt med musikerne rundt til de forskellige spillesteder. Jeg tror nok at saxofonisten,Wooley,blev i Joshua Tree og giftede sig med en kvinde otte dage efter han havde mødt hende. De går vist rundt derude iført guldfarvede dragter og nyder livet.Det er det sidste jeg har hørt.

Jeg var for et par dage siden ude,at rejse med tog og kom ved en fejltagelse til at stige af i et hul af en “by”. Jeg har før begået samme fejl da jeg engang troede jeg var i nærheden af en landsby hvor en gammel klassekammerat havde startet en virksomhed. Jeg var steget af bussen og havde bagefter set i busplanen,at næste afgang først ville være dagen efter. Jeg gik i lettere panik og begav mig af de snoede landeveje mod nærmeste hus. Jeg kunne fra afstand se at det var et typisk landevejshus med en sindsyge køter bundet til en metalpæl i indkørselen. Der stod også to biler uden nummerplader og en kabeltromle lå halvt begravet under en bunke af jord og affald (og lig).

Da jeg gik hen mod hovededøren rejste hunden sig for at gå i min retning. Den logrede med halen som om den ikke havde set fremmede siden de sidste ofre havde hilst på den. Jeg stoppede op og sparkede lidt grus hen i dens retning for at få den til at stoppe op hvilket den gjorde,og jeg gik trygt videre.Jeg bankede forsigtigt på og gik et skridt tilbage. Da der ikke var nogen der reagerede bankede jeg af alt kraft på døren og råbte -HALLO NOGEN HJEMME-. Jeg så gardinet i vinduet ved siden af døren bevæge sig og trådte igen et skridt tilbage. I tilfælde af massemorder tog jeg mit fyrtøj,som engang har tilhørt Thomas Dinesen i hånden og knyttede den.Et knytnæveslag i ansigtet er en god måde at hilse en sindsyg og indavlet morder-bonderøv velkommen på.

Døren blev åbnet langsomt og en ældre dame,som lignede Estelle Getty på crack kom ud.Jeg åndede lettet op og forklarede hende min situation og bad hende låne mig en telefon. Damen forklarede at hun ikke havde sådan en længere men at hendes sønner snart kom hjem fra jagt.De ville kunne låne mig deres mobiltelefon,som hun selv benyttede.Hun kunne lave en kop te i ventetiden.Jeg tænkte straks 45 årige retarderede tvillinger på 2 meter med økser og halve kroppe på slæb og sagde - jeg har set den slags på film gamle dame,du må hilse Jason og Freddy,men tak alligevel-. Damen lukkede døren og jeg gik væk langs vejen.